Teaterprisen “Den gyldne maske” 2016 (Haslev)

Teaterprisen “Den gyldne maske” 2016 MSG-H gik fortjent til Jamina Chelina Green. Det var i år én af de tidligere års markante teaterelever Rasmus Breuning som overrakte prisen. Nedenfor fremgår dels Rasmus´ tale og selve begrundelsen for prisen.

– “Jeg står her i dag, fordi jeg skal overrække prisen ”Den gyldne maske” til en teaterelev der har sat fingeraftryk på teaterlivet i Haslev. I 2010 var jeg selv med i Masterclass her på Haslev Gymnasium. Jeg elskede det og jeg var overrasket over hvor professionelt der bliver arbejdet med teater her på stedet. Det er flot, at i sådan en lille by, der er så stor fokus på at skabe kulturelt liv. Så da jeg blev spurgt om jeg ville overrækken prisen, svarede jeg uden tøven, ja! Jeg er stolt af i dag, at kunne videregive denne fine anerkendelse, for et stort talent. Begrundelsen for prisen lyder således –

Teater – Vi –Tør prisen – ”DEN GYLDNE MASKE”.

Prisen går til en elev som har præsteret noget særligt ifm teaterproduktioner som MSG´s eget teater – Teater-Vi-Tør har produceret indenfor de sidste tre år. Denne elev har gennem alle tre år været yderst dedikeret i sit arbejde med de forskellige forestillinger eleven har deltaget i. Pristageren har med en blanding af medfødt talent samt målrettet og fokuseret arbejde opnået et udtryk som er bemærkelsesværdig præcis i sin tegning. Et udtryk som i en større eller mindre grad ALTID er personlig forankret og som med en deraf medført autentisitet ufiltreret har kunnet kommunikere direkte til et publikum, og således har modtageren af prisen formået at kunne fastholde sit publikum i et yderst intenst, stramt og nogle gange ligefrem poetisk og forførende greb. Prismodtageren skåner heller ikke sig selv når det gælder om at afprøve og udfordre de mere grimme og ubehagelige sider af egen person i arbejdet med en karakter eller figur.
Prismodtageren har en god og naturlig evne til at indgå i en samarbejdsrelation instruktør/aktør imellem og er bemærkelsesværdig hurtig til at kunne omsætte instruktion til konkret handling og i denne sammenhæng er prismodtageren hele tiden i stand til at kunne levere, og er som oftest altid på forkant ift at levere.
Prismodtageren har i teaterarbejdet altid været ansvarsbevidst, loyal, rummelig og givende ift hele ensemblet, både ift de som er på scenen og de som er bag.
Modtageren af prisen i år er særlig, idet vedkommende ikke har modtaget dramaundervisning gennem de tre år.

Prisen går i år til Jamina Chelina Green 3.e.”