Om audiowalk’en
Audiowalk’en “Varme vendinger” tager dig med på en 6,5 km klimarejse ind i tider, der er og tider, der kan komme. Tider der vender alting på hovedet og ser det hele fra nye perspektiver. For hvordan ser vores verden ud i morgen, om et år, om 10, 20 eller 30 år, når det kommer til klimaforandringer? Hvad betyder klimaforandringerne egentlig for os? Og hvad er konsekvenserne?
Det bliver du måske lidt klogere på i løbet af din rejse i denne audiowalk. Her vil du på gennem forskellige lydscener opleve klimaforandringernes betydning på en konkret, symbolsk, humoristisk, alvorlig, genkendelig og måske også fremmed måde.
Denne audiowalk er skabt specielt til at finde sted i Haslev by. Den fulde oplevelse får du derfor ikke hjemme fra sofaen eller fra andre fjerne steder – men derimod kun ved at bevæge dig ud på en fysisk rejse til forskellige destinationer rundt i Haslev by.
Destinationerne finder du via de ikoner, som du ser på bykortet øverst på denne side. Når du ankommer til destinationen, skal du blot tage dine høretelefoner på, trykke på ikonet og derefter lytte til lydfortællingen, som er skabt til det specifikke sted, hvor du befinder dig.
Du starter din klimarejse foran hovedindgangen til MSG – Midtsjællands Gymnasium i Haslev ved at lytte til lydfortællingen ”Intro til audiowalk Varme vendinger”. Derefter følger du den røde rute, som du ser på bykortet. Den røde rute leder dig videre til de øvrige ikoner, destinationer og lydfortællinger på din rejse. Din rejse slutter foran Gl. Haslev Rådhus med lydfortællingen ”Demonstration”.
En audiowalk er en blanding mellem lyd- og stedsspecifikt teater, der spænder mellem virkelighed og fiktion. Virkelighedens kulisser i byens rum spiller sammen med lydfortællingernes univers, og på den måde bliver den virkelige verden udvidet med et særligt fortællelag.
Audiowalk’en “Varme vendinger” er skabt af 10 elever fra Drama B på MSG 2020/21. De har selv skrevet tekster til nogle af lydscenerne samt produceret al lyd. Andre lydscener er skabt med afsæt i scener fra manuskriptet “Drømmen om Edens Have og kaffe kl. 17” (2020) af dramatiker Marie Markvard Andersen. Audiowalk’en er blevet produceret midt i en coronatid, hvor eleverne har siddet hjemme foran deres skærme og har haft drama som virtuel undervisning.
Varighed:
- Lydfilernes varighed: ca. 45 min.
- Transporttid på gåben: ca. 1 time. Transporttid på cykel: ca. 20 min. Bil eller andre osende køretøjer som transportmiddel er ikke en valgmulighed af hensyn til klimaforandringerne.
- Ruten er ca. 6,5 km.
Medbring: En telefon, høretelefoner og tag dine gode travesko på.
Koncept og instruktør: Maria Holst Andersen
Medvirkende: De 10 elever fra Drama B ved MSG 2020/21 bestående af Alexander Fabricius Engel-Holm, Anna Tind Løje Hansen, Dicte Broge Nielsen, Julie Riis Kærgaard, Katrine Kroos Lindgren, Luna Skov Sieben, Marck Noel Rejnhold, Marie Kate Egede Jensen, Sander Ørslev Christensen & Valdemar McDonald.
Dramatikere: 10 elever fra Drama B ved MSG 2020/21 & Marie Markvard Andersen